Få lange og fyldige vipper med ricinusolie
Lange, fyldige øjenvipper er et ideal for mange og talrige brands proklamerer at have skabt vidundermidler til netop dette formål. Men mange af de populære brands tilsætter aktive medicinske stoffer til deres produkter og med disse stoffer følger en, for forbrugeren, til tider ukendt liste af potentielle bivirkninger.
Så vejen til lange, fyldige vipper er ikke nødvendigvis uden omkostninger – med mindre du vælger den helt naturlige vej: Ricinusolie.
Ricinusolie er en olie med mange forskellige egenskaber, heriblandt er den et lille vidundermiddel, når det kommer til at fremme hårvækst. Ricinusolie kan både bruges af dig, der lider af hårtab, men også sagtens integreres som en fast del af en daglig hudplejerutine hos hvem end der ønsker at fremme vækst af hår, øjenbryn og ikke mindst øjenvipper.
Her kan du læse lidt om hvorfor ricinusolie virker og hvordan du skal bruge den. Men først lidt om hvorfor det er en god idé at vælge et naturligt alternativ i jagten på lange vipper.
Farmaceut, Cand.Pharm
Arbejder på Region Hovedstadens Sygehusapotek i ikke-steril afdeling, hvor afdelingen producerer cremer, salver, geler, tabletter, orale opløsninger, suppositorier mm.
Lange vipper til enhver pris?
De seneste år er der sket et boom inden for salget af produkter, der fremmer øjenvippers vækst. Men de kemiske varianter inden for vækstfremmende øjenvippeserummer kan have bivirkninger og nogle af produkterne tangerer at blive klassificeret som lægemidler, frem for kosmetik.
I 2015 undersøgte Miljøstyrelsen sagen og Danmarks Radio tog også fat på problematikken, bl.a. i denne artikel, hvor det populære tyske mærke M2Beauté bliver undersøgt. M2Beautés Eyelash Activating Serum, som p.t. sælges til ca. 600 kr. for 5 ml., indeholder det aktive stof prostaglandin, som ifølge Jørgen Serup, professor på Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg, er et lægemiddel, der bl.a. bruges til behandling af grøn stær, og dermed ikke et kosmetisk præparat (Læs Jørgen Serups udtalelser i førnævnte artikel fra Danmarks Radio).
Prostaglandiner er en gruppe af signalstoffer, der yderligere kan inddeles i forskellige undertyper med forskellige funktioner. De bruges i medicinsk sammenhæng med forskellige formål, fx til behandling af forhøjet tryk i øjet og, som allerede nævnt, mod grøn stær. Den øgede hårvækst er en bivirkning, altså en sekundær virkning ved behandling med prostaglandinerne.
Flere vækstfremmende øjenvippeserummer, heriblandt det amerikanske mærke LiLash, som også indeholder prostaglandin, har vist sig at have bivirkninger. Der er blevet rapporteret om hævelser, permanente misfarvninger i øjenregionen, røde, sviende øjne og feberlignende tilstande. I maj 2018 blev LiLash fjernet fra skønhedssaloner i Australien, hvor stoffet prostaglandin er receptpligtigt.
Da vækstfremmende øjenvippeserummer er et relativt nyt fænomen er det både lidt tidligt og lidt af en jungle at danne sig et overblik over de potentielle fremtidige bivirkninger ved de forskellige produkter. Men faktum er, at nogle kosmetiske produkter der er på markedet indeholder aktive stoffer, som også benyttes som lægemidler. Dette betyder at man som forbruger, måske helt uden at vide det, eksponeres for medicinske stoffer, der har en række potentielt alvorlige bivirkninger.
Heldigvis findes et naturligt alternativ til at opnå længere og mere fyldige vipper.
Det naturlige alternativ: Ricinusolie
Hvis du gerne vil undgå unødvendig kemi er ricinusolie et fantastisk alternativ til de kemiske produkter, når det kommer til at nære øjenvipperne og fremme deres vækst.
Ricinusolie, amerikansk olie eller castor oil – kært barn har mange navne – er en rig og alsidig olie, udvundet ved presning af bønner fra planten Ricinus Communis, også kaldet kristpalme. Olien er gylden og meget fed, og dermed ganske drøj i brug.
Der er virkelig mange fordele ved at bruge ricinusolie. Gennem tiden har mange med stor begejstring benyttet ricinusolien til at styrke deres hår, bryn og vipper. Ricinusolie har et højt indhold af ricinolsyre (hele 85-90 % af fedtsyreindholdet). Ricinolsyre er en omega-9 fedtsyre og undersøgelser peger på at netop ricinolsyren kan være med til at omvende hårtab. Ricinusolie kan altså på helt naturlig vis hjælpe til at stimulere hårvækst og tykne hår.
Som med alle andre olier er både kvalitet og påføringsteknik vigtige skridt på vejen mod resultater. Det er først og fremmest vigtigt at sikre sig, at olien er ren – altså at den ikke er opblandet med andre olier. Du bør altid vælge økologisk olie, for at undgå unødig kemi og sprøjtemidler. Dette gavner både din krop og miljøet. Derudover bør ricinusolien være koldpresset og uraffineret – dette sikrer at olien bibeholder alle sine gode næringsstoffer og egenskaber.
Brug og påføring
Brug ricinusolie på dine øjenvipper om aftenen, når du har renset din hud og påført din natolie. Ricinusolien påføres med en lille pensel eller med en vatrondel langs oversiden af øverste øjenvippekant og langs undersiden af nederste øjenvippekant (påføres ikke den våde side af øjenvippekanten). Gnid ganske nænsomt olien ind i området. Får du lidt olie ind i øjet, så sker der ikke det store udover at det kan sløre synet en smule. Hvis dette sker, kan du blot skylle øjet med vand.
Ricinusolie kan også benyttes på øjenbrynene. Hoppede du med på trenden i 90’erne og skamplukkede dine bryn eller har du af andre årsager tynde eller sparsomme bryn, kan du med fordel gnubbe lidt af den fede olie på brynene hver aften, inden du går i seng.
Ricinusolie til håret
Du kan desuden bruge ricinusolie i din hårpleje. Udover at være fugtgivende og blødgørende, indeholder ricinusolien phytosteroler, som har nogle stærk anti-inflammatoriske egenskaber. Her er altså tale om en olie, der både booster din hårvækst, blødgør dit hår og modvirker evt. inflammatoriske tilstande i hovedbunden – altså en oplagt ingrediens i en hjemmelavet hårkur. Ricinusolie er en relativt fed og klistret olie og skal derfor have lidt hjælp for at kunne fordeles i håret. Den kan derfor med fordel blandes op med en anden olie, eksempelvis jojobaolie.
Husk altid at teste for allergi
Som altid når du introducerer en ny olie i din hud- eller hårplejerutine, bør du foretage en allergitest, for at sikre at du ikke er allergisk over for pågældende olie. Dette gør du ved at påføre en smule olie på et lille område af din hud og vente 24 timer, hvorefter du kan tjekke om din hud reagerer negativt på olien.
NB! Ovenstående guide er udelukkende rettet mod udvortes brug af ricinusolie. Ved indvortes brug er ikke alene virkningen en anden, men der er også en række forholdsregler, som du bør sætte dig ind i forinden. Naturligolies ricinusolie er udelukkende til udvortes brug.
5 gode grunde til at bruge ricinusolie
-Booster hårvækst dér hvor du påfører den
-Er fuldstændig ren og fri for kemi
-Drøj i brug
-Kan erhverves til en langt mere fordelagtig pris end andre produkter, der booster hårvækst
-Stærkt fugtgivende og blødgørende
Hej :)
Må man bruge Castor olie, når man er gravid?
Kære Jane,
Du kan sagtens anvende Castor oil, selvom du er gravid eller ammende.
De allerbedste hilsner,
Louise / Naturligolie
Hej
Når man vil anvende den som hårkur sammen med jojobaolie, påføres det så i vådt hår, og skal det vaskes ud bagefter? Og er det i hele håret eller kun i hovedbunden? :)
Kære Iben,
Hvis du ønsker at anvende ricinusolie med jojobaolie som hårkur, vil jeg anbefale dig at gøre det i tørt hår om aften – læg gerne et håndklæde på din pude. Derefter sove med det til næste dag, hvor du vasker det ud med shampoo.
Du kan både vælge at påføre det i hovedbunden ell i hele håret. Alt efter hvad du foretrækker.
Rigtig skøn dag.
De bedste hilsner,
Louise
Hej,
Der er en del vippeserumer som bruger Myristoyl Hexapeptide-16 og 17. Hvordan vil I klassificere disse?
Hej,
Vi vil henvise til Kemiluppen, hvor du kan tjekke dine hudplejeprodukter og kosmetik for skadelige ingredienser.
Mange hilsner,
Katrine / Naturligolie
Hvis man skal bruge det til håret, har I så en opskrift på en hjemmelavet hårkur med det?
Hej Tanya,
Vi har ikke en opskrift, men du kan sagtens bruge ricinusolien som hårkur. Grundet dens meget tykke konsistens opnår du det bedste resultat, hvis du blander den med jojobaolie. Omkring 20% ricinusolie og 80% jojobaolie.
Lad os endelig vide, hvis du har noget feedback.
Undskyld det sene svar.
Mange hilsner
Sarah, Naturligolie
Hej
Jeg lider af rosacea, og har fået at vide, at jeg helt skal undgå olie i ansigtet. Hvad tænker I om det? Tak. Mvh
Hej,
Når det kommer til kroniske hudlidelser, så anbefaler vi altid at forhøre sig med en hudlæge og følge de råd, du får derfra. Beklager jeg ikke kan give dig et bedre svar.
Mange hilsner,
Sarah, Naturligolie
Kan den bruges af gravide og ammende?
Hej Camille,
Undskyld det sene svar på dit spørgsmål. Vores ricinusolie er 100% naturlig og økologisk, og derfor kan den også trygt anvendes af gravide og ammende.
Mange hilsner,
Katrine, Naturligolie
Jeg er kæmpe fan af jer, og jeres fantastiske produkter. Jeg vil egentlig ikke sige andet end at i er en kærkommen oplevelse og overraskelse i hudpleje junglen ❤️
Og ud af de mange e-mails som dumper ind i indbakken er jeres artikler om hudpleje altid én som bliver nærlæst, og gerne flere gange. Jeres olier har virkelig hjulpet min acne/ar ramte hud, så tusind tak for jer, og jeres dejlige team på Instagram som før har hjulpet mig.
Kæmpe krammer herfra Vestjylland!❤️
Hej,
Tusinde tak for dine skønne ord. Vi er så glade for, at vores artikler kan hjælpe dig med at navigere i hudplejejunglen, og at vores produkter er med til at løse hudmæssige udfordringer. Det er det, vi er her for!
Mange hilsner,
Katrine, Naturligolie