Ansigtsrens er vigtigt. Det hører du sikkert tit. Men får du også at vide, at det har betydning, hvordan du renser huden?

Vi vil gerne tale om forskellige slags ansigtsrens og renseprodukter, så du bedst muligt forstår, hvordan du finder den bedste ansigtsrens til dig.

Hvad er olierens?

Din første tanke er måske, hvorfor i alverden du skal bruge olierens, når du allerede har fedtet hud eller en fedtet t-zone. Det kan også være, du ikke helt kan se, hvordan olie kan rense din hud – du bruger den jo til at fugte og pleje. Og vi indrømmer gerne, at det godt kan virke lidt underligt. Men hør os ud.

Olierens er faktisk ikke en ny teknik inden for hudpleje. Den har mange hundrede år på bagen, men er i nyere tid blevet et populært tiltag. Vi forstår godt hvorfor. Olierens er nemlig langt mere skånsom og mindst lige så effektiv, som de vandbaserede renseprodukter, der findes på mange af butikshylderne. I det følgende blogindlæg vil vi sammenligne olierens og vandbaseret rens for at fremhæve de mest centrale pointer. På den måde er du udrustet til at tage den bedste beslutning, når det kommer til ansigtsrens. Først er det vigtigt at vide lidt om vores huds yderste lag. Så skal du kende forskellen på olie- og vandbaserede renseprodukter. Og til sidst er det nødvendigt at vide, hvilke olier du kan bruge som rens. Følg med her.

Hudens lag

Vores hud består af en del lag. Det yderste og tyndeste lag kaldes syrekappen. På trods af det knap så charmerende navn, så er syrekappen virkelig vigtig for os og for de underliggende hudlag. Syrekappen består af forskellige fedtstoffer og bakterier, som vores hud danner for at holde på fugten og modstå forurening og bakterier udefra. Dette yderste lag er dog relativt skrøbeligt. Som du måske allerede ved, så har huden en naturlig pH-værdi på omkring 5,5. Det er ved denne naturlige værdi, at syrekappen står stærkest. Det skyldes, at hudens pH-værdi bidrager til at holde syrekappen intakt. Det betyder for dig, at hvis du på den ene eller anden måde ændrer din huds pH-værdi, så kan du genere syrekappen og nedsætte dens funktion.

Det er her, at forskellen på olierens og vandbaserede produkter bliver aktuel.

Renseprodukter

Mange renseprodukter er vandbaserede. Nogle har endda en skummende egenskab. Sæbe og vand agerer fra tid til anden også som renseprodukt. Og det er her, du skal være opmærksom. Flere renseprodukter og sæber kan nemlig skabe en midlertidig ændring i din huds pH-værdi. Det skyldes, at de vandbaserede renseprodukter ofte ikke nøjes med at fjerne snavs og overskydende fedt fra dit ansigt. De går også ind og tager fat i hudens naturlige fedtlag. Og fordi mange af produkterne ikke har en pH-værdi tæt på hudens egen, så har vi fingrene i en ærgerlig kombination. Det kan stresse huden og skabe irritationer, da syrekappen og din huds miljø bliver forstyrret.

Det betyder to ting for dig. For det første bliver din hud udtørret, og din hudbarriere har brug for mere intens hjælp til at holde på fugt og modstå forurening udefra. Særligt for dig med tør eller sensitiv hud bliver dette problematisk, da din hud kræver endnu mere beskyttelse, fugt og fedt. For det andet vil din hud forsøge at danne nye olier og fedtstoffer for igen at stabilisere og styrke syrekappen. Så selvom det kan virke tiltalende at anvende et skrappere renseprodukt, når man har fedtet hud, så kan det ende i en bjørnetjeneste. Når du anvender dit renseprodukt, og det også fjerner din huds naturlige fedtlag, så er huden blottet. Derfor arbejder den hårdere på at producere nyt fedt for at beskytte sig selv. Og når din hud så naturligt producerer fedt i løbet af dagen, så ender du igen med fedtet og skinnende hud.  

For alle hudtyper kan det at rense altså hurtigt blive en ond cirkel.

Mild ansigtsrens

Det er her, at olierens kommer ind i billedet. Olie er en mere mild ansigtsrens, men mindst lige så effektiv. Som du måske har regnet ud, så indeholder olierens absolut intet vand, det er 100% olie. Det fungerer sådan, at lige tiltrækker lige – i dette tilfælde at fedt tiltrækker fedt. For at udrydde nogen former for tvivl, så er olie et fedtstof. Derfor kan vi også sige, at olie tiltrækker olie.

olierens er en mild ansigtsrens, og den bedste ansigtsrens til sart hud

Næsten alt makeup er oliebaseret, vores hud producerer olie, og urenheder i vores porer er olierede. Olierens tiltrækker og binder alle disse ”beskidte” og overskydende olier på vores hud. Nøgleordet her er ”overskydende”. Olierens går nemlig ikke ind og fjerner dit naturlige fedtlag. Derfor medvirker olierens til en stabil og balanceret fedtproduktion, og din syrekappe bliver ikke generet. 

Du kan altså undgå en del hudirritationer som ellers bliver fremprovokeret af skrappe renseprodukter. Med olierens holder du din syrekappe sund og stærk, og samtidig er din rens med til at pleje din hud. For dig med fedtet hud betyder det, at du ikke overproducerer fedt. For dig med tør hud er det særligt ideelt, da dit renseprodukt ikke udtørrer din hud yderligere. Hvis du døjer med tør hud, kan du læse vores indlæg om netop den hudtype lige her.

Hertil indeholder olierens, som nævnt, intet andet end naturlige olier. Derfor er det en nem måde for dig at undgå kemiske ingredienser og konserveringsmidler. Når det er sagt, skal du selvfølgelig ikke tvinges ud i at bytte dit yndlingsprodukt ud med olierens. Hvis du føler, at et vandbaseret renseprodukt er det rigtige for dig, så råder vi dig blot til at finde produkter og sæber med en lav pH-værdi. Ideelt set skal du kigge efter en pH-værdi, der minder om hudens egen. Således skaber du ikke for stor ubalance, og syrekappen påvirkes minimalt.

Hvordan bruger jeg olierens?

Som det ofte er tilfældet, er det ikke alle olier, der egner sig til jobbet. Derfor vil vi gerne give dig en lille guide til, hvilke olier du skal bruge, og hvordan du anvender dem. 

Du kan både anvende færdige olieblandinger og enkelte, rene olier til olierens.

Mild ansigtsrens, der er oliebaseret og mere skånsom for huden

Økologisk Renseolie er en blandingsolie specifikt udviklet til effektiv og skånsom rens. Denne olie består af abrikoskerneolie, jojobaolie, ricinusolie og E-vitamin. Kombinationen giver en mellem-fed olie, der er nem at arbejde med på huden. Dens indhold af omega fedtsyrer giver den en beroligende og balancerende virkning. Herudover er den med til at regulere din huds naturlige fedtproduktion. Økologisk Renseolie har antibakterielle egenskaber og virker beroligende. Grundet det høje indhold af E-vitamin er den ekstra beskyttende og hjælper din hud med at bekæmpe forurening og bakterier. Den er egnet til alle hudtyper.

Økologisk Sød Mandelolie, Økologisk Ricinusolie og Økologisk Abrikoskerneolie er alle gode, rene olier til ansigtsrens. Det skyldes, at de alle er relativt fede olier med langsom absorbering. Derfor er de gode at arbejde med ovenpå huden. Derudover har de en beskyttende virkning grundet deres indhold af fedtsyrer og vitaminer. Økologisk Sød Mandelolie og Økologisk Abrikoskerneolie ligner hinanden rigtig meget. Det er små ændringer i oliernes indhold af fedtsyre, der skiller dem ad. Hvis du er nøddeallergiker og vil være på den sikre side, er Økologisk Abrikoskerneolie et rigtig godt alternativ. Udover at være egnet til ansigtsrens, er Økologisk Ricinusolie også kendt for dens styrkende virkning på vores vipper. Du kan læse mere om netop dette lige her.

Sådan gør du

  1. Påfør din valgte renseolie direkte på tør hud. Du behøver ikke at gøre huden våd først. Anvend et par pipetter eller et enkelt pump.
  2. Massér nænsomt olien rundt i cirkulære bevægelser i 1-2 minutter, indtil makeup og snavs er opløst.
  3. Fjern olien med et varmt, fugtigt klæde – det kan både være en vaskeklud, vaskehandske eller et håndklæde.

Nu er din hud silkeblød, ren og klar til, at du fortsætter din morgen- eller aftenrutine.

TIP: Du kan med fordel bruge en Økologisk Vaskehandske til step 3.

Skrevet af Sarah Bøgelund Sørensen | Redigeret af Naturligolie | Udgivet 9. oktober 2020