Har din baby tør hud? Tips til nænsom pleje af babyhud
Der er få ting, der er bedre i denne verden end en lille babys bløde hud, men babyhud er desværre meget sart og skal holdes godt øje med for at undgå tørhed og andre hududfordringer. En af de helt store udfordringer med babyhud er tør hud, da babyhud mister fugt to gange hurtigere end voksnes hud. Babyhud er desuden meget tyndere end huden hos voksne, og den er derfor ikke lige så god til at beskytte mod mikroorganismer. Det kræver et vågent øje at holde babyens hud blød og sund.
Huden hos babyer kræver nænsom pleje
Som udgangspunkt gælder det, at man bør gøre mindst muligt ved den sunde barnehud. Sæbe og shampoo er ikke nødvendigt, hvis barnet ikke er synligt beskidt. Faktisk er et bad med lunkent vand, som er tilsat et par dråber økologisk babyolie, ofte nok til at holde babyens hud sund. Babyhuden indeholder nemlig et stort antal af talgkirtler, som producerer fedt, der holder huden fugtig, og vasker man for meget eller med for varmt vand, kan det reducere det fugtbevarende fedtlag.
Men fordi babyhuden er så tynd, bliver den også let påvirket af for eksempel kemikalier, parfume og tilsætningsstoffer. Huden er meget sart og kan hurtigt blive irriteret, tør eller rød. Der er meget få babyer, som kommer igennem barndommen uden en eller anden form for hududfordring eller udslæt. Nogle af de mest almindelige hududfordringer er for eksempel varmeknopper og arp.
Varmeknopper er et utrolig hyppigt, men heldigvis ufarligt, problem, som opstår, når hudens temperatur stiger, og babyens svedkanaler blokeres. Varmeknopper hos babyer viser sig som både blærer og knopper på hals, skuldre, ryg og bryst. Det kan se lidt voldsomt ud, især hvis man ikke før har oplevet varmeknopper, men de er ikke farlige. Faktisk forsvinder varmeknopper, så snart hudens temperatur er normal igen, og de kan afhjælpes med for eksempel bomuldstøj, der lader huden ånde optimalt.
En anden hyppig hududfordring er arp, som er et resultat af en overproduktion af fedt. Det skaber en stor mængde af afstødte hudceller, som ofte ses i hovedbunden og øjenbryn som gule plamager. Arp er en hel normal og ufarlig hududfordring, som dog kan give en smule kløen i hovedbunden. For det meste forsvinder arp af sig selv, og hvis du ønsker at behandle arp kan du tilføje et par dråber økologisk babyolie, som hjælper med at opbløde arpen, der herefter kan fjernes forsigtigt med en kam.
Selvom den sarte barnehud kan påvirkes af mange forskellige og ufarlige hududfordringer, så gælder det altid, at hvis dit barn pludseligt får et udslæt, så bør du kontakte barnets læge. Du kan eventuelt også orientere dig om forskellige udslæt og hududfordringer hos småbørn i Sundhed.dk’s guide om udslæt hos småbørn.
Min baby har hormonknopper og tør hud
Har din baby hormonknopper eller tør hud, skal du ikke være bange. Hormonknopper, eller ”babybumser” som de også kaldes, er en hududfordring, som mange nyfødte oplever. Disse små røde talgknopper dukker op omkring 3-5 dage efter fødslen og ligner bumser. Ofte er de placeret i ansigtet, selvom de også ses på skuldre og arme.
Hormonknopper er babyhudens naturlige reaktion på det hormon, som kaldes androgen, som får talgkirtler til at producere talg. Nogle gange produceres der dog så meget talg, at kirtlerne tilstopper, og det resulterer i de små røde knopper, der på latinsk kaldes ”acne neonatorum”, og som giver din baby uren hud.
Ligesom med varmeknopper er hormonknopper ikke farlige og gør ikke ondt. Hormonknopper behandles nemt ved at vaske babyens hud forsigtigt og uden at skrubbe huden. Det kan være fristende for nogle, men prøv ikke at fjerne knopperne, for det kan resultere i små åbne sår og betændelse.
Husk også så vidt muligt at undgå parfumerede hudplejeprodukter, da parfume kan udgøre en risiko for at udvikle allergi og kan forværre et udslæt. Hold dig i stedet til allergivenlige, parfumefri og naturlige produkter.
Har din baby hormonknopper og tør hud, gælder samme råd. Hold dig fra parfumerede produkter og vær meget blid, når du vasker, tørrer og smører ind. Hvis babyen har meget tør hud, kan du med fordel bruge en smule babyolie. Hvis du er usikker på, hvordan du bruger babyolie, kan du læse vores guide om, hvordan du bruger babyolie.
Babyolie er især godt til en babys hormonknopper og udtørret hud, for vasker man udelukkende babyen i vand, kan dette faktisk udtørre huden. Bruger man en smule babyolie, sikrer man sig, at babyens hud holdes fugtig og blød.
Min baby har tørre pletter på huden
De fleste babyer vil på et eller andet tidspunkt blive ramt af tør hud, røde pletter eller knopper. De fleste af disse hududfordringer vil forsvinde af sig selv, godt hjulpet på vej af god hygiejne og hudpleje.
Nogle af disse røde, tørre pletter på huden hos babyen kan dog kræve ekstra pleje. Det gælder især, hvis de røde, tørre pletter er børneeksem. En baby med tørre pletter på huden kan forsigtigt smøres med babyolie, sheasmør eller allergivenlige fugtighedscremer uden parfume og tilsætningsstoffer, og de tørre pletter vil i de fleste tilfælde mindskes og forsvinde igen.
Hvis pletterne ikke forsvinder eller forværres, er det altid en god ide at kontakte barnets læge.
Det er normalt, at baby- og børnehud huden kan blive rød og irriteret af og til. Det kan skyldes alt fra parfume til kulde.
Røde, tørre pletter på huden hos babyen kan nemlig opstå af mange grunde. Babyens hud er utrolig sensitiv, og den påvirkes derfor kraftigt af kradsende tøj, tilsætningsstoffer og parfume. Også vinterens bidende kulde kan påvirke huden og give din baby tørre pletter på huden.
Ligesom med voksnes hud kan vinterkulden nemlig udtørre babyhuden, og det giver røde kinder og tørre pletter på huden, selv hvis barnet er pakket ind nede i barnevognen. Det gælder især ansigtet, som ofte er eksponeret mere end resten af kroppen. Det kan afhjælpes ved at smøre babyolie eller sheasmør på børnekinderne før man bevæger sig ud i kulden.
Uanset grunden til din babys tørre pletter på huden, så er det vigtigt, at du går forsigtigt og skånsomt til værks.
5 råd til pleje af tør hud på din baby
Der findes mange gode råd til at holde din babys hud sund og rask, og vi har her samlet fem gode råd til pleje af tør hud på din baby. Du kender din baby og dens hud bedst, så hvis du er i tvivl eller er bekymret, er det altid en god ide at kontakte dit barns læge.
1) Hudforandringer er normale og uundgåelige hos babyer
Husk, at hudfordringer ved babyer er helt normale. Det gælder også en baby med tør hud. Babyers hud er utrolig sensitiv, fordi huden er meget tyndere end voksnes og udtørrer hurtigere. Derfor skal der meget lidt til, før babyen får tør eller irriteret og rød hud. Det kan være alt fra varme, svamp og parfume til eksem og hormoner, som giver babyen tør hud.
Det er for eksempel utrolig svært at undgå bleudslæt, selvom man skifter ble regelmæssigt, og ellers holder en god hygiejne. Det kan være utroligt frustrerende, og i slemme tilfælde kan det være smertefuldt for barnet. I disse tilfælde bør man søge lægehjælp.
Ved almindeligt bleudslæt kan man mindske og forebygge ved at sørge for at vaske huden på nænsom vis samt sørge for, at huden er helt tør inden den næste ble påføres. Brug gerne vatrondeller eller bløde klude tilsat et par dråber økologisk babyolie, når bleområdet vaskes. Babyolien hjælper med at blødgøre og beskytte huden i det udsatte bleområde.
2) Undgå produkter, der fører til kløe, og vær nænsom i hudplejen
For at minimere hududfordringer og irritation er det en god ide at holde sit barns hud langt fra hudplejeprodukter, der kan føre til kløe, og især parfume, som kan resultere i hudallergi. Har barnet først fået hudallergi, slipper man ikke af med den igen.
Det er en god ide at undgå lange og varme bade, da dette kan udtørre huden, og samtidig bør man minimere brugen af sæbe og shampoo. Brug i stedet babyolie til tør hud, enten i badet eller på fugtig hud efter badet. Når barnet kommer ud af badet, skal man ikke gnubbe og gnide for at tørre barnet, men i stedet duppe forsigtig med et håndklæde eller lade barnet lufttørre.
3) Brug babyolie til at fjerne arp
Hvis dit barn lider af arp, kan du med fordel benytte dig af babyolie til tør hud, som kan opbløde arp. Brug en god mængde babyolie, fordel det i hovedbunden, og lad det sidde i 10 minutter. Herefter kan du med en kam, babybørste eller et håndklæde forsigtigt fjerne arp fra hovedbunden.
4) Lad babyen lufttørre
En rigtig god måde at tørre barnets hud på efter bleskift og bad er at lade huden lufttørre. På denne måde får babyhuden også god mulighed for at ånde, og det kan forebygge opbygningen af svamp i folder og rundt om numsen, hvor fugt ellers har svært ved at fordampe.
5) Undgå direkte sollys
En af de største farer for den tynde og sensitive babyhud er direkte sollys, som kan resultere i irriteret, rød og – i værste tilfælde – forbrændt hud. Sørg derfor for at holde din baby så vidt muligt ude af solen.
Vil du vide mere?
Har du lyst til at vide mere om brug af babyolie og behandling af typisk hududfordringer hos babyer? Så har vi skrevet denne artikel, hvor vi går i dybden med hvordan du på bedste vis anvender babyolie til pleje af din babys fine og sensitive hud. I artiklen kan du også læse om hvordan du generelt holder din babys hud sund og balanceret.
Har du spørgsmål til babyhudpleje, som du ikke har fået svar på? Så tøv endelig ikke med at skrive til os , så vil vi gøre vores bedste for at hjælpe dig godt på vej.
Læg en kommentar