Dehydreret hud vs. tør hud – hvad er forskellen?
Huden er kroppens største organ og beskytter os mod alt fra UV-stråler til bakterier, vira og kemikalier. Døjer man med tør hud, nedsættes hudens evne til at beskytte sig selv, og det kan resultere i kløe, rødme og tør hud.
Tør hud er et meget almindeligt problem, men faktisk kan man også, uden at vide det, døje med dehydreret hud, og det kan være svært at skelne mellem tør og dehydreret hud.
Forstå dine hududfordringer
Det kan være svært at skelne mellem dehydreret og tør hud, men det er vigtigt at forstå forskellen. Tør hud er en hudtype, som man oftest har gennem hele livet. Dehydreret hud en hudtilstand, som oftest er midlertidig og skyldes bl.a. kolde og varme temperaturer eller at man ikke indtager tilstrækkelig med væske. For at behandle sine hududfordringer optimalt, er man nødt til at have forståelse for den hudtype, som man har, og de udfordringer, der følger med.
Generelt kan man sige, at dehydreret og tør hud giver samme resultat – nemlig tør hud, der er rød og irriteret, og som måske endda sprækker, eller på anden måde giver gener. Men mens tør hud mangler fedtstoffer og olier, så mangler dehydreret hud vand og fugt.
Fugtniveauet i huden kan komme i ubalance af mange forskellige årsager, men i sidste ende kan ubalancen betyde, at den dehydrerede hud bliver yderst sensitiv overfor alle former for irritation. Det kan være i form af UV-lys fra solen, forurening, bakterier eller endda stress.
Udfordringen med dehydreret hud er altså at få tilføjet nok fugt regelmæssigt, således at det normale og sunde fugtniveau genoprettes i huden.
Modsat er udfordringen med tør hud at få tilføjet nok af fedtstoffer og olier, så hudens naturlige barriere opretholdes og holdes modstandsdygtig over for alt, der kommer udefra. Et sundt niveau af fedtstoffer og olie er desuden med til at give den tørre hud glød og spændstighed.
Der er altså en klar forskel på de udfordringer, som dehydreret og tør hud har, men ikke desto mindre fejlbehandler mange deres dehydrerede hud. Man kan nemlig godt have fedtet hud, samtidig med at ens hud er dehydreret, og det kan føre til misforståelser og onde cirkler.
En dehydreret hud kan nemlig ende med at kompensere for den manglende væske i huden ved at producere et overskud af fedt, som viser sig i for eksempel t-zonen og på panden. Det kan lede til, at man bliver fanget i en ond cirkel, hvor man konstant prøver at udtørre sin hud for at komme af med det overskydende fedtlag. Huden vil i så fald overkompensere yderligere.
Man kan have tør hud (hudtype) og samtidig døje med dehydreret hud (hudtilstand). Når man har tør hud er hudens barriere relativ tynd, hvilket betyder, at fugten lettere kan fordampe, og resultere i dehydreret hud. Derfor har mange med tør hud ofte brug for både fugt og fedt for at holde huden i balance.
Uanset om man har dehydreret eller tør hud, gælder det dog, at man bør fjerne døde hudceller ved at eksfoliere, så fedt og fugt har nemt ved at blive optaget i huden. Det er også altid en god ide at benytte milde og skånsomme hudpleje-produkter, der er lavet af naturlige ingredienser. Det giver din hud de bedste forudsætninger for at komme sig efter fedt- eller væskemangel.
Dehydreret hud: En hudtilstand, hvor huden er udtørret
Vores hud indeholder utrolig meget vand, og den har netop brug for vand for at skabe en beskyttende barriere. Hudens vandindhold er dog aldrig konstant. Der sker kontinuerligt en naturlig fordampning, og derfor skal der også konstant tilføjes fugt til huden for at kompensere. Får man ikke tilføjet nok væske til huden, vil det resultere i en dehydreret hud.
Der kan være mange grunde til, at huden ikke får tilført nok fugt, og derfor ender som udtørret hud. Man kan være genetisk disponeret for tynd hud, der nemt udtørrer, fordi hudens lag ikke kan indeholde lige så meget fugt, som en tykkere hud kan.
Ens alder har desværre også noget at sige, når det gælder dehydreret hud. Huden bliver nemlig tyndere med alderen, og den kan derfor have svært ved at holde på fugten. Det kan give problemer med en dehydreret hud, selvom man ikke tidligere har haft lignende problemer med udtørret hud.
Vejr og miljø kan også have indflydelse på, om man har dehydreret hud eller ej. Kold og tør luft kan nemlig give udtørret hud i sådan en grad, at hudens naturlige tilføjelse af fugt ikke kan følge med fordampningen. Det sker især i de kolde og vindblæste vintermåneder, som vi skal igennem her i Danmark.
Kost og drikkevaner kan også være årsager til, at man får dehydreret hud. Huden har brug for fugt, og denne kommer hovedsageligt fra det, vi spiser og drikker i løbet af en dag. Drikker man ikke nok, kan dette udtørre huden, så den bliver dehydreret.
Tør hud: En hudtype i underskud af fedtstoffer
Hvor dehydreret hud er en tilstand, så er tør hud en hudtype, som er yderst almindelig i Danmark. Tør hud skyldes, at huden mangler essentielle fedtstoffer. Med den tørre hud følger ofte en del andre gener i form af sprækker, rødme og kløen.
Det er netop disse gener, som gør, at man bliver opmærksom på sin tørre hudtype. Det manglende indhold af fedtstoffer og olier betyder nemlig, at huden bliver mere følsom og hurtigere irriteret i mødet med for eksempel snavs, bakterier og kemikalier.
Nogle er født med en hud, som ikke producerer nok fedtstoffer og olier til at danne en ordentlig barriere, og andre kan faktisk fremprovokere tør hud. Det sker især gennem kosten, hvis man spiser utrolig fedtfattigt. Kroppen har generelt brug for fedt for at fungere optimalt, og dette gælder også huden.
Døjer man med tør hud, kan man med fordel ændre sin kost eller lede efter produkter, som indeholder naturlige og økologiske planteolier.
Dehydrering/væskemangel i kroppen – symptomer på huden
Dehydreret hud er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man generelt er dehydreret, men dehydreret hud kan ofte være et symptom på dehydrering. Det er derfor værd at holde et øje med sin hud, som hurtigt kan indikere eventuel væskemangel.
Vores krop består faktisk hovedsageligt af vand, og dehydrering er derfor et stort problem. Dehydrering opstår generelt, fordi man indtager mindre væske, end hvad kroppen har brug for. Dehydreringssymptomer på huden er en god indikator for dehydrering, fordi det er et af de første symptomer sammen med generel tørst, kvalme og træthed.
Du kan nemt tjekke, om du er dehydreret ved at klemme huden sammen på for eksempel din håndryg. Springer huden ikke med samme tilbage, kan du være i væskemangel. Huden mister nemlig sin elasticitet ved dehydrering.
Læg en kommentar