5 Dufte Til De Kolde Måneder
I en hektisk hverdag har man nogen gange brug for at drømme sig væk. Brug for at trække stikket ud, lægge telefonen fra sig, slukke tv’et, tage nogle dybe indåndinger og se indad. Bare i 10 minutter.
Aromaterapi er et godt værktøj til netop dette. Lugtesansen evner for alvor at fremkalde minder og tage dig med på indre rejser. Mødet med en duft kan medvirke til, at du med ét føler dig hensat til en svunden tid – til et øjeblik, som du kan have glæde af at genleve. Eller duften kan tage dig med på nye rejser, på en mental getaway fra dagligdagen.
Og særligt i disse grå efterårs- og vintermåneder kender vi den alle: Trangen til at tænke på varmere og lysere tider. Derfor har vi i det følgende samlet 5 af vores yndlingsdufte, som vi har kombineret med 5 små skriv. Skrivene tegner hver især et stemningsbillede af situationer, som vi hos Naturligolie føler os henført til, når vi lader os rive med af den pågældende duft. Skrivene er til fri afbenyttelse og tænkt som inspiration til din helt egen mentale getaway fra gråvejr, mørke og hverdagens travle og trivielle trummerum.
Blandt biernes svage summen // LAVENDEL
Dansk sommer. Eftermiddagstid i haven bag sommerhuset. Klapstol, klipklapper, solhat, saftevand og en god bog. Solen bager og tiden står stille. Storblomstrende lavendelbede læner sig op ad det hvidmalede stakit, der omkranser huset. Bierne summer dovent omkring og puffer til lavendlerne, hvis lilla hoveder vugger tungt i heden. Lavendelduften fylder haven omkring sig og beroliger alt hvad den berører. Inde i sommerhuset er der svalt. Solen tegner mønstre henover gulvet og blandt det nyvaskede sengetøj ligger små stofposer med tørret lavendel og spreder sin beroligende duft.
Lavendelolie har en dyb, parfumeret blomster- og urteagtig aroma, der kan hjælpe til at give ro og fokus. Lavendelduften kan virke afslappende og afspændende og gør sig derfor særlig godt i soveværelset.
I skovens dybe og stille ro // FYRRETRÆ
Som en gåtur i en kølig nåletræsskov en tidlig sensommermorgen. Solen trænger i glimt ned gennem trætoppene. Skovbunden er fugtig og spættet af mørkegrønt mos i dæmpet samspil med brune svampe. Hist og her brydes de brun-grønne nuancer af enkelte bær, der titter frem. Lydbilledet er farvet af fuglesang og kviste, der knækker under fødderne på dig. Skoven ånder og får dig til at trække vejret tungt og dybt i den rene luft. Overalt omkring dig hænger den krydrede duft af friske fyrretræsnåle.
Fyrretræsolie har en frisk, balsamisk og træagtig aroma. Den fylder et rum med rene og grønne noter og kan være mildt opkvikkende. Olien fungerer godt i de fleste af hjemmets rum, f.eks. på arbejdsværelset eller i entréen.
Solnedgang over Middelhavet // APPELSIN
En saftig appelsinskive synker brusende ned i den knaldorange spritz, som tjeneren stiller på bordet foran dig. For foden af bjerget breder Middelhavet sig glitrende, kun afbrudt af horisonten i det fjerne. Du befinder dig på en bar på en brostensbelagt plads i bjergbyens midte. Det er fyraftenstid og på pladsen stimler folk sammen, unge som gamle. Der udveksles kindkys, bestilles let mad og forfriskende drikkevarer. Pladsen er omkranset af gamle appelsintræer, hvis søde, læskende duft først for alvor folder sig ud efter heden har lagt sig. Frugterne hænger tungt under de grønne blade og den orange farve bliver ekstra klar hen mod aftentid. De lokale børn løber og leger under træerne og deres latter fylder luften. Det er tidlig aften og solen dykker blodrød ned bag havet. Snart ses tændte lys i de tilstødende bjergbyer, der funkler som små stjerner langs hele kyststrækningen.
Appelsinolie har en sød, frugtig citrusaroma. Dens naturlige sødme lægger op til varme, nærvær og kærligt samvær. En behagelig duft til selskabelige stunder i dagligstuen.
Et køligt dyk i bølgens brus // EUKALYPTUS
Med lukkede øjne lytter du til brændingen, der bruser få meter fra dine fødder. Sandet er glohedt og når du forsigtigt åbner øjnene og spejder hen ad stranden vibrerer luften af hede. Konturer på stranden udviskes af varmen, der stiger op fra det glødende sand. Heden har gjort dig døsig og tung i kroppen – du var næsten faldet i søvn i skyggen af det træ, som du ligger under. Du rejser dig og bevæger dig med lette skridt over det brændende sand og når ned til vandkanten. Kontrasten mellem luftens og vandets temperatur er overvældende, men også befriende, da en bølge skyller ind over dig. Det friske, kølende vand vækker hver en celle i din krop til live. Du trækker vejret helt ned i maven og føler dig som født på ny.
Eukalyptusolie har en stærk, frisk og kamferagtig aroma. Oliens kølende duft har en forfriskende og opkvikkende virkning. Eukalyptusolie renser luften omkring sig og gør sig godt som et frisk pust på badeværelset.
Den første forårsdag // CITRONGRÆS
Pludselig mærker du den i dit ansigt: Varmen fra solens stråler. Efter en lang vinter med sparsomme besøg fra en hvid, kold sol har varmen endelig vundet indpas i strålerne. Du læner dig tilbage i stolen på altanen. Luften er endnu frisk, men varmen i solstrøgene er indiskutabel. Nu er sommeren endelig på vej. Himlen er lyseblå og klar, og solkuglen hænger som en gul citron over dig. Gårdens træer er begyndt at skyde små, spæde, lysegrønne knopper ud fra grenene. Du varmer dine fingre på en kop opkvikkende citrongræste. Dampen fra teen spreder en rig, revitaliserende og grøn citrusduft, som blender naturligt ind i de spirende omgivelser. Musvitter kvidrer nede i buskene, mens en doven kat slænger sig på en lun trappesten. Du føler dig opløftet, klar og fuld af energi.
Citrongræsolie har en opløftende, frisk citrusaroma. Duften er oplagt på dage, hvor du har brug for lidt ekstra energi. Den grønne, revitaliserende duft gør sig godt i hjemmets stuer eller i køkkenet.
Vi håber, du er blevet inspireret til at tage på en lille mental rejse. Det er vigtigt at finde og holde fast i den indre ro, så godt som vi kan. Har du en go-to duft, når du skal slappe af med aromaterapi? Du er altid velkommen til at udforske vores udvalg af æteriske olier. Du finder udvalget lige her.
Psst… Har du husket en duftlampe? Hvis ikke kan du finde en her hos os. Vi synes selv, det er en rigtig hyggelig måde, at nyde de skønne dufte på derhjemme.
Skrevet af Sulaima Sirka Tollesen | Redigeret af Naturligolie | Udgivet 27. oktober 2020
Læg en kommentar