Silke Grane: Hop i noget blødt tøj, hold det enkelt og husk halsen

I denne måneds udgave af “Mig og min skønhedspleje” fortsætter vi med endnu en skøn og stærk profil. Vi har talt med Silke Grane, og hun er, hvad vi vil kalde lidt af en hudplejenørd. Læs med her og lad Silkes mange år som forsøgskanin komme dig til gode.

Silke Grane mig og min skønhedspleje

Silke Grane er, efter vores mening, en sand beauty-ekspert. Hendes erfaringer inden for skønhedsbranchen skinnede absolut også igennem besvarelserne. Særligt når det kommer til den daglige rutine, hvor testning af produkter fylder meget. Men det er alligevel nemt at se, at det er følelser og menneskene i ens liv, der betyder allermest for Silke. Livet skal være fyldt med god energi, og hudplejerutiner skal være overskuelige – og så skal du også lige huske at mærke efter og unde dig selv lidt afslapning. Der er, hvad skønhed og velvære handler om ifølge Silke. Og nå ja, så skal du huske halsen.

Om Silke

Silke har arbejdet med skønhed og hudpleje i 20 år. Både som makeupartist, skønhedsjournalist og -redaktør. Som nyeste tilføjelse til CV’et har hun i to år været Go’ Morgen Danmarks skønhedsekspert. Grundet sit erhverv har Silke været testperson for tonsvis af forskellige produkter i mange år. I 2019 og 2020 sad hun derfor også i dommerpanelet til Danish Beauty Awards. For omkring tre år siden begyndte Silke for alvor at dele ud af sine erfaringer. Hun startede nemlig sin blog, Beauty by Silke. Og her deler hun generøst ud af sin viden og sine erfaringer.

Hvordan ser din hudplejerutine ud?

S: Da jeg tester mange forskellige produkter hele tiden, er det svært for mig at nævne helt faste produkter. Men jeg har alligevel nogle faste procedurer.

Morgenrutinen er ret enkel, da det for mig skal være nemt og overskueligt. Der renser jeg huden, mens jeg er i bad – som regel kun med vand, da min hud er tør, og bagefter med en Micellar Water. Favoritten er den lyserøde fra Bioderma, som er beregnet til sensitiv hud. Derefter er det på med et serum. Lige nu bruger jeg de nye hyaluron kapsler fra Elizabeth Arden. Og en fed dagcreme ovenpå. Lige nu er det en ny fra Biotherm, som hedder Blue Therapy Red Algae Uplift.

“Da jeg tester mange forskellige produkter hele tiden, er det svært for mig at nævne helt faste produkter. Men jeg har jo nogle faste procedurer”

Aftenrutinen er næsten lige så simpel. Her renser jeg øjenmakeup af med en øjenmakeupfjerner. Den kunne være fra Nivea eller Matas – det er ikke et produkt, jeg bruger mange penge på. Derefter igen med Micellar Water, og lige nu er det en fra Nivea til sensitiv hud. Til sidst bruger jeg samme serum som om morgen og så natcremen fra Biotherm i samme serie. Men som sagt, skifter jeg ud løbende for at få testet nogle produkter.

Hvad er det bedste tip, du har fået til hudpleje?

S: At man også skal huske at pleje halsen hver dag. Med den samme pleje som ansigtet. Det har jeg gjort siden starten af 20’erne, og jeg synes selv, at min hals stadigvæk er meget fin og glat. Og jeg er 49 år i dag.

Hvad forbinder du med skønhed og velvære?

S: For mig er det i første omgang mere end følelse, end det er udseendet. Er jeg glad, sund og har det godt, så synes jeg også, at mit ydre ser bedre ud. Huden stråler mere, håret skinner, og der er smil i øjnene.

“For mig er det i første omgang mere en følelse, end det er udseendet

Men skal jeg nævne noget fysisk, så synes jeg, at en velplejet hud er smuk – også selvom der er et par rynker.

Hvad er selvforkælelse for dig?

S: Under normale omstændigheder – uden Corona – ville  det være at rejse på en forlænget weekend med noget spaophold, hvor der indgår skønne behandlinger, massage, god mad og masser af søvn.

“Omgiv dig selv med mennesker, der giver dig god energi fremfor dem, der dræner dig

Hvordan vil du råde folk til at få mere velvære i hverdagen?

S: Vær god ved dig selv. Hop i noget blødt tøj og lav et dejligt fodbad, mens du ser Netflix. Und dig selv et dejligt, stort glas vin og hent noget take away efter en travl dag. Omgiv dig selv med mennesker, der giver dig god energi fremfor dem, der dræner dig.

Hvem inspirerer dig?

S: Det er lidt forskelligt, hvem der inspirerer mig. Udover det jeg selv beskæftiger med med, nemlig skønhed, elsker jeg alt med bolig. Så jeg følger rigtig mange interiør og “boligtyper”, blandt andet min veninde Louise Dorph. Hun har netop åbnet den skønneste lille butik med ting inden for kunst, bolig og interiør.

Du kan læse meget mere om Silke på hendes blog www.beautybysilke.dk. Her kan du nyde godt af hendes viden, erfaringer og anbefalinger. Du kan også følge hende på Instagram @silkegrane, hvor hun løbende tester og anmelder diverse produkter inden for skønhed og hudpleje.

Læs med næste måned, hvor der kommer endnu en udgave af ”mig og min skønhedspleje” – hvem mon den næste gæst er?

‘Mig og min skønhedspleje’ er et nyt koncept, hvor vi hos Naturligolie søger at undersøge de mange perspektiver, der findes på hud- og skønhedspleje. Derfor har vi sat os for løbende at tale med en masse forskellige mennesker, som alle inspirerer os på hver sin måde. Vi taler blandt andet om, hvad skønhed og velvære indebærer, selvforkælelse og gode tips og tricks. Vi håber, du vil følge med – det kan jo være, du bliver inspireret!