Anna Engstrøm: Vær blid ved huden, omfavn dit kanvas og tag fem minutter på badeværelset
Vi har i denne måned haft en lille snak med den altid betænksomme Anna Engstrøm. Anna taler blandt andet om at være blid ved huden, omfavne sit “kanvas” og at tage fem minutter for sig selv på badeværelset. Og så råder hun efter mange års udfordringer til at pleje hudens behov, som de er, i stedet for at prøve at ændre dem. Læs med og lær Anna bedre at kende.
Anna har i mange år kæmpet med meget synlige porer, og derfor kender hun også alt for godt til at være sin egen værste kritiker. Og efter mange års kamp måtte hun erkende, at vi ikke kan ændre den hud, vi har. Derfor understreger Anna vigtigheden i, at vi elsker og passer på os selv, så godt vi kan. For Anna indebærer det blandt andet et dampende varmt bad i sin hverdag og fem minutter alene på badeværelset efter middagen – så har hun nemlig overskud og ro til at putte sine to sønner efterfølgende.
Om Anna
Anna Engstrøm er 25 år, gift med Allan og mor til to drenge på 3 og 1 år. Hun er bosat i Nordsjælland og er for nyligt gået all in som selvstændig. Anna har tidligere arbejdet i modebranchen, men hendes passion for at gøre en forskel har ført til, at hun nu har taget springet med sin virksomhed Vieille. Annas omsorgsfulde væsen skinner igennem med Vieilles nye bæredygtige modekoncept, der består af udvalgte vintage items og tøj, der er håndsyet i Danmark af kvindelige flygtninge under fair og ordentlige vilkår. Anna har en drøm om at kreere smukt tøj, alt imens flygtninge får mulighed for at finde arbejde i et kreativt studie, modtage uddannelse og fremvise deres evner inden for håndværk. I Vieilles sortiment finder du i øvrigt også et udvalg af vores produkter.
Hvordan ser din hudplejerutine ud?
A: Mine år i 20’erne har vist sig at være mere udfordrende for min hud end mine teenage år. En hverdag med 2 små børn og dårlig nattesøvn har bestemt også sat sine spor. Men for at komme mine udbrud til livs bedst muligt, har jeg fundet ud af at min rutine skal starte med en dampende varm bomuldsklud efterfulgt af enten Renseolie fra Naturligolie eller Cleansing gel fra Miild. Renseolien bruger jeg særligt i de perioder, min hud skriger efter fugt, hvor en gel godt kan være lidt udtørrende. Jeg slutter af med at vaske ansigtet igen med en varm klud.
For at lukke porerne efter rens bruger jeg Økologisk rosenvand, som også virker beroligende for min hud. Afslutningsvis bruger jeg Økologisk ansigtsolie Glød. Har jeg brug for ekstra fugt, blander jeg olien op med en lille smule ansigtscreme fra Miild.
“Hvis jeg sørger for, at min hud renses blidt og fugtmættes morgen og aften, så har jeg hjulpet den rigtig godt på vej”
Hvad er det bedste tip, du har fået til hudpleje?
A: Jeg husker tydeligt da jeg var barn og læste modemagasiner som jeg købte for mine lommepenge, når jeg kiggede på reklamerne, var der altid en håndfuld reklamer for brands som L’Oréal med deres anti-age creme. Jeg tænkte dengang, at når jeg blev 18, ville jeg begynde at bruge rynkecreme, så jeg i hvert fald ALDRIG fik rynker. Jeg er heldigvis blevet klogere, og bruger endnu ikke anti-age cremer. Jeg ved i stedet, at hvis jeg sørger for, at min hud renses blidt og fugtmættes morgen og aften, så har jeg hjulpet den rigtig godt på vej.
Hvad forbinder du med skønhed og velvære?
A: Jeg forbinder skønhed med, at man hviler i den hud/ krop, som man nu engang har fået. Vi er alle vores egne værste kritikere, men jeg tror helt klart på, at man udstråler mere skønhed, hvis man embracer det kanvas, man har fået tildelt af naturen. Jeg har siden mine helt unge teenage år kæmpet med meget synlige porer, men efter at have prøvet nærmest alt, er jeg kommet frem til, at jeg bare må få det bedste ud af det. Jeg kommer aldrig til at have helt silkefin hud, og i stedet prøver jeg at kompensere ved at holde mine porer relativt nede med en Mineralsk Muddermaske et par gange om ugen, daglig brug af damp til at rense dem og masser af fugt, så jeg i det mindste har lidt glød som fjerner fokus fra mine porer og urenheder.
“Vi er vores egne værste kritikere, men jeg tror helt klart på, at man udstråler mere skønhed, hvis man embracer det kanvas, man har fået tildelt af naturen”
Hvad er selvforkælelse for dig?
A: Et uforstyrret dampende varmt bad er noget jeg virkelig prioriterer i min hverdag. Aller helst uden børn, men det går også hvis de sidder med i deres lille badekar
Hvad er dit råd til at få mere velvære ind i hverdagen?
A: Prioriter at tag 5 minutter for dig selv på badeværelset hver dag. Lav en kop te og tag den med dig og brug tiden på at børste dit hår, lægge en maske eller bare give dig selv en god ansigtsmassage. Jeg gør det oftest lige efter aftensmaden, hvor min mand lige bliver ladt i stikken med 2 børn og opvask i et par minutter. Til gengæld jeg er klar og veloplagt til at putte begge børn, når jeg er færdig.
“Det er så rart at høre andre kvinder og mødre dele ud af alt, hvad der kan have med moderskab og kvindeliv at gøre”
Hvem inspirerer dig, som alle bør kende – og hvorfor?
A: Jeg elsker at lytte til To The Moon Honeys podcast. Lytter ofte til dem mens jeg putter børn, eller når jeg tager toget på arbejde. Det er så rart at høre andre kvinder og mødre dele ud af alt, hvad der kan have med moderskab og kvindeliv at gøre. De er gode til at komme vidt omkring i deres emner, så man kan finde sparring i alt fra vitamintilskud, skønhedsrutiner, børneopdragelse til efterfødselsreaktioner.
Du kan følge med i Annas univers på hendes Instagram-profil, hvor hun deler ud af livet som mor og selvstændig. Du kan læse meget mere om hendes hjertebarn Vieille på virksomhedens officielle Instagram-profil, hvor du kan følge med i det kommende bæredygtige modekoncept og endda også se nogle af de skønne kreationer, som er til salg.
‘Mig og min skønhedspleje’ er et nyt koncept, hvor vi hos Naturligolie søger at undersøge de mange perspektiver, der findes på hud- og skønhedspleje. Derfor har vi sat os for løbende at tale med en masse forskellige mennesker, som alle inspirerer os på hver sin måde. Vi taler blandt andet om, hvad skønhed og velvære indebærer, selvforkælelse og gode tips og tricks. Vi håber, du vil følge med – det kan jo være, du bliver inspireret!
Læg en kommentar